Virtual Reality? Når fortiden møder fremtiden!

Publiceret den 20. juni 2017

Virtual Reality? Når fortiden møder fremtiden!

Tankerne om en kunstig computervirkelighed er blevet et af tidens løsener, når det gælder diskussioner om computerteknologiens seneste muligheder. Selvom den tekniske udvikling formentlig kræver 5 til 10 år endnu, før visionen om den komplette Virtual Reality nogenlunde kan realiseres i sin fulde konsekvens, så er grunden allerede nu lagt til en ny computer-filosofisk retning.

En high-tech vækkelsesbevægelse, der vil gribe om sig over hele kloden og slutteligen lægge kimen til noget, der kan vende op og ned på vores opfattelse af det, vi i dag kalder for virkeligheden.

En filosofi, der ligeledes kan få vidtrækkende konsekvenser for vores arbejdsbetingelser og hvor det bliver en kompleks opgave at bedømme, om der er tale om den yderste fremmedgørelse af computerbrugeren, eller om der tværtimod bliver tale om en langt mere umiddelbar og humaniseret arbejdsform med maskiner.

Gennem menneskehedens historie har vores foretagsomhed konstant bragt os videre og videre frem, og den generelle model for teknologisk udvikling er, at når ny teknologi er udviklet, så hjælper den til med at nå endnu hurtigere frem til et endnu mere teknologisk raffineret punkt i vores udvikling.

Selve udviklingshastighedens udvikling er blevet grundigt kortlagt, især af Singularitetens alfaderlige skaber, Ray Kurzweil, der omhyggeligt har beskrevet hvordan udviklingen altid følger en eksponentiel kurve. Hvis man f.eks. kan huske hvilken hastighed ens egen internetforbindelse havde for tyve år siden, og kan huske de forskellige skridt gennem årene frem mod den hastighed, man har til rådighed i dag, vil man se at kurven er eksponentiel – prøv selv at plotte det ind på et stykke papir.

Men selve den eksponentielle udvikling hjælper også næste eksponentielle udvikling med at gå endnu hurtigere – og man betegner derfor ofte udviklingshastigheden som underlagt en accelererende eksponentialitet.

Hvis man elsker teknologi, og det teknologien kan for én selv og for hele menneskeheden, så elsker man ofte også at læse science fiction romaner. Forfatterne til sådanne romaner er, når de er bedst, gode til at tegne fascinerende billeder i vores bevidsthed om, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud.

Virtual Reality blev som koncept beskrevet helt tilbage i 1984 af forfatteren William Gibson i hans roman ”Neuromancer”, hvor han introducerede begrebet Cyberspace, som det sted i fremtiden, hvor computerdatabaser har skabt deres eget univers, hvori vi mennesker har lært os at navigere og eksistere.

Hans sprog var smukt og poetisk, og denne tidlige beskrivelse af vores nutids fascination af både de sociale mediers univers, og den spirende Virtual Realitys mange løfter, kan selv her 33 år senere have sin berettigelse:

“Cyberspace. En konsensuel hallucination, som milliarder af legale brugere oplever dagligt overalt på Jorden. En grafisk repræsentation af data, der er uddraget af alle det menneskelige systems databaser. Af en ufattelig kompleksitet. Lyslinjer i bevidsthedens ikke-rum, klynger og konstellationer af data. Som byens vigende lys.”

William Gibson havde i 1984 ikke mange reelle forudsætninger for at vurdere, hvad computerteknologi kunne udvikle sig til, men han fangede en tidsånd, og at noget stort var på vej, uden at vide med hvilken hastighed, det ville ske.

I dag ved vi, at hastig teknologisk udvikling er et faktum, og vi er mange, der elsker at leve midt i udviklingen, og især hvis vi er så privilegerede selv at kunne være med til at præge udviklingen, at hjælpe med at dreje den i retningen mod noget, der er til gavn for menneskeheden.

Vi ser dog ofte et paradoks: at vi selv bliver ufrivillige science-fiction forfattere, og kaster os ureflekteret over et nyt teknologisk begreb, og glemmer hvad vi kan lære af fortiden, mens vi ser ind i en fremtid, der ikke giver logisk mening. Når vi gribes af løfterne om en ny teknologi, uden af reflektere over hvilken fornuftig anvendelse den kan få, og glemmer at se tilbage på, om den nye teknologi har en fortid – og derfor måske slet ikke er så ny endda.

Virtual Reality er fascinerende, og de seneste 20 års teknologisk udvikling har bragt den computergrafiske udvikling, og udviklingen af skærmteknologi, frem mod, at det snart kan lade sig gøre at opnå en altopslugende effekt, at få os helt ind i computernes univers – helt ind i William Gibsons Cyberspace.

For Virtual Reality var nemlig virkelig brændende hot i en kort periode for over 20 år siden. Prøv at læse de første to afsnit af dette blogindlæg igen. Teksten er hentet ordret direkte fra bogen ”Computerbilleder – udfordring til virkeligheden” – som jeg skrev i 1994!

Der blev den gang skrevet et utal af artikler om Virtual Reality, holdt konferencer, produceret dokumentarfilm, holdt møder, udviklet håbløse maskiner, og tænkt meget store tanker. Og når jeg ser tilbage henover de 20 års pause fænomenet fik, ser jeg hvordan vi alle dengang var grebet af de selvsamme fantasier, som vi ser igen i dag – om at lade os totalt opsluge af en computerskabt verden, at skabe den totale virkelighedsflugt og de perfekte simulationer, opfinde både nye forretningsområder og et nyt sted vi en gang skal leve.

De stærkest troende blandt Singularitetens tilhængere har set lyset – først skal vi nu gennem en fase på nogle år med Virtual Reality, og så, om 15-20 år, har vi ikke længere brug for vores kroppe, men kan leve videre som rene åndelige, bevidst tænkende gestalter i en Facebook profil og en Google søgning.

Det minder i øvrigt lidt om visdommen i Scientology bevægelsen, der er baseret på Ron Hubbards maniske ungdomsår som science fiction forfatter, hvor han udtænkte læren om de svævende Teutaner fra en fjern galakse, der i halvtredsernes USA tog bolig i udvalgte menneskers kroppe. En dag forlader Teutanerne igen f.eks. John Travolta og Tom Cruises kroppe for at svæve videre ud i universet, til en umådelig tilstand af lykke og fred.

Her er Singularity mere nede på Jorden, baseret som den er på Ray Kurzweils præcise kortlægning af den teknologiske udvikling, tilsat en vidtløftig fremskrivning, der dog også ender med en fremtidig kropsløs tilstand – Singulariteten – hvor udviklingen inden for Virtual Reality og computernes regnekraft gør, at vi ikke længere får brug for vores kroppe.

Hvis vi ryster alt dette nonsens af os, og i stedet fokuserer på nutiden og realiteterne omkring os, så er det nuværende teknologiske stade for Virtual Reality rigeligt til at gøre os begejstret for, hvad der kan lade sig gøre. Teknologien i sig selv kræver fortsat billigere og mere kraftfulde computere, bedre skærme til de nødvendige briller, og bedre sensorer til at opfange bevægelser, før oplevelsen bliver god nok til, at vi kan holde ud at bruge Virtual Reality, og kan begynde at se et reelt massemarked og noget godt for samfundet.

Men vi ved, belært af vores viden om den teknologiske udvikling, at det er lige før det sker, og vi ved også, at vi nu bliver udfordret i at finde de helt rigtige anvendelsesmuligheder. Her skal jeg personlig opfordre til, at man glemmer alt om hype, tågesnak og bragesnak, Singularity og Scientology, Cyberspace og science fiction, men i stedet tager de nøgterne briller på, og stiller skarpt på noget, der virkelig kan gøre en forskel for fremtidens mennesker.

Hvorfor er det her vigtigt?

Fordi alt det nye næsten altid har været der før, og fordi vi altid bliver klogere, når vi søger indsigt i fortidens fantasier, før de møder nutidens realiteter.